Man tror det måske ikke, men noget af det, der ser ud til at gøre den absolut største forskel for, om børn tror på, at de kan, er måden de voksne omkring dem giver ros på. Det betyder faktisk så meget, at den måde der roses på, når børn er i 2-3-årsalderen, forudsiger deres motivation i skolen fem år senere.

Og selvom betydningen altså er stor, er det faktisk en mindre detalje, der er afgørende:

Fokuserer vi vores ord på børnenes INDSATS eller på deres RESULTAT?

ER/RESULTAT

Fremhæver vi det, børnene er (kloge, dygtige, talentfulde osv.), bliver de usikre på de situationer, hvor de ikke er det, f.eks.

• Når noget er svært
• Når de fejler
• Når de oplever et nederlag.

Ros for intelligens/resultat (”wow, det er et virkelig flot resultat … du må være meget klog”)

GØR/INDSATS

Fremhæver vi omvendt det, børn gør, at de ikke lader sig slå ud af modgang, at de træner hårdt osv., så̊ føler børn sig ikke som en fiasko, bare fordi deres resultat ikke er perfekt, eller de er nødt til at kæmpe hårdt for at lære det.

Ros for indsats “wow, det er et virkeligt flot resultat … du må have arbejdet meget hårdt”.

Men hvorfor betyder voksnes ros så meget?

Det vi fremhæver er det, børnene tillægger værdi

Når vi fokuserer på børns intelligens, dygtighed og resultater, lærer det dem, at det er vigtigt at være klog og god. Og for at sikre, at de bliver ved med at “se kloge og gode ud”, begynder de helt ubevidst:

• at søge færre udfordringer,
• vælge de lette opgaver
• gøre de ting, som de ved med sikkerhed, at de opnår succes med.

Fremhæver vi derimod børns indsats og proces, så̊ erfarer de:

• at det, der betyder noget, er, at de forsøger at blive bedre.
• Og den selvopfattelse giver simpelthen børnene mod på at kaste sig ud i selv meget svære opgaver
• ligesom det har vist sig, at de i langt højere grad bevarer engagementet og gejsten i opgaveløsningen, selv når de fejler.

Ros ikke børnene for det, de kan i forvejen – men når de prøver at lære noget nyt

Det lyder måske lidt hårdt, men når børnene for tiende gang viser os, at de kan noget, så er det altså ikke længere “wow”.

Derfor er det godt at fokusere på at rose børnene, når de kæmper for at lære nye ting, også selvom de fejler en masse eller har rigtig svært ved det: “Sejt, at du kæmper”, “godt, at du forsøger” eller “hele pointen er netop at kaste sig ud i det, også selvom man ikke ved, om man kan – det skal du endelig blive ved med at gøre”.

Hvis børnene er gået i stå, og det, de gør, ikke virker, kan du sige: “Meningen er ikke, at du skal kunne alting på en gang. Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så kan vi sammen finde ud af, hvad du kan prøve at gøre i stedet…”

Når børnene omvendt viser dig ting, som du ved, at de kan i forvejen, kan du gøre det til en vane at opmuntre børnene til at søge nye udfordringer: “Sejt. Hvad er så det næste du skal?” eller “hvad kunne du have gjort for at gøre endnu mere ud af det?”

Nogle gange er interesse mere værd end bedømmelser

De fleste mennesker elsker at blive rost. Det betyder, at vi typisk har vores børns udelte opmærksomhed, når vi gør det – og derfor er det en god lejlighed til at hjælpe børnene med at blive klogere på sig selv, deres udvikling og de strategier de har, som virker.

Når du har rost dit barn for noget, er det derfor oplagt at følge det op med spørgsmål som: “Fortæl mig, hvad du gjorde for at…”, “gjorde du noget anderledes, end du plejer?”, “hvad sagde du til sig selv, da det var svært?” og “har du lært noget, som du kan bruge næste gang, du skal lære noget nyt?”.

Nogle gange kan det måske endda være bedre helt at droppe bedømmelserne og ganske enkelt udskifte dem med interesse, hvor vi spørger ind til børnene og får dem til at fortælle os om deres tegning, legotårn, skoleopgave eller computerspil.

Når vi har lidt is i maven og på en begejstret og engageret måde “bare” viser interesse, så vænner vi nemlig børnene til at bedømme sig selv:

“hvad er det, der gør mig stolt”

“hvornår synes jeg selv, at jeg gjort det godt”

På den måde undgår vi, at børnene vænner sig til, at deres tegning eller tårn først har en værdi, når de er blevet bedømt af andre. Dette er en af de vigtigste nøgler til, at børn kan føle sig kompetente som mennesker.